Undervisning i performance:


ER scenen din?
- en workshop med Bente Kure


Noget af det folk bemærker efter en koncert med Bente er hendes evne til at formidle, til at kæde en aften sammen og ikke mindst til at skabe en underholdende, humoristisk og varm atmosfære, hvor publikum ikke behøver at frygte for krummede tæer eller lignende ubehageligheder - også selvom alt ikke lige går som planlagt.

Og nu deler hun ud af sine erfaringer med denne afslappede sceneoptræden.
Workshoppen handler om performance og beskæftiger sig med alt fra performance-forberedelse til nodestativer henover tekstarbejde etc. Og så hvad deltagerne nu ellers måtte ha' af udfordringer og spørgsmål.
Undervisningsformen er aktiv - "learning by doing" så at sige, så der er rig lejlighed til at prøve sig af under trygge forhold, således at éns næste optræden foran et rigtigt publikum har meget større chancer for at blive en succes!

Både musikere, sangere, undervisere og foredragsholdere - ja alle, der står foran en gruppe mennesker og skal formidle noget, kan ha' glæde af denne workshop.
Det kan være et weekend-kursus eller en enkelt dag - også hverdage. 4-10 personer og hvor som helst i Danmark. Eneste krav er at der er stole til alle og at lokalet er uforstyrret og stort nok til at man kan "lege" at der er en scene - hvis der da ikke ligefrem er det!
BOOKING AF KURSER: Tlf 2165 0163

Hér er hvad de havde at sige i Visens Venner i Ballerup efter en varm sommeraften:

Få din indre "sommerfugl" tæmmet!
Ja, sådan kunne overskriften godt ha' lydt en augustaften i Ballerup, da Bente kom med mange gode råd, som kan bruges fremover, når lampefeberen breder sig ud i kroppen, og maven snører sig sammen inden en sceneoptræden. Visens Venner i Ballerup sat Bente Kure i stævne i Baghuset, og det havde vi gjort fordi vi synes, det nu var tide med noget sceneteknik. Vi har på vore hulemøder længe snakket om hvorvidt vores sceneoptræden og præsentation af viser var god nok og nu var tiden nok inde til lidt hjælp. Valget af underviser faldt straks på Bente - hun må da vide lidt om det!
Bente kom, og jeg skal love for at hun på en meget fin og lærerig måde fik lært os hvad man kan gøre for at bedre på situationen. Ingen af os følte os udstillet på den dumme måde, nej, vi var helt trygge, for alt var jo tilladt; vi skal bl.a. bare vide hvorfor vi gørsom vi gør. Alle 10 "elever" fik prøvet at bestige scenen, og alle 10 fik gode råd, som vil blive brugt, når vi skal optræde næste gang.
Man kan godt mærke at Bente har mange år på bagen med egen optræden, og ikke mindst en god indlevelse i hvordan man giver dette videre til andre. Bente underviser på en meget ærlig og anerkendende måde, så man føler næsten man "flyver" hjem bagefter, så nu skal den ny viden skal bruges, for selvtilliden fik da lige et skub opad!