TEKSTER:
Som dybest brønd
2. Spurven sidder stum bag kvist
Tekst: Jeppe Aakjær Musik: TH.Aagaard
Spurven sidder stum bag kvist;
såmænd, om ej det fyger
Kålgårdspilen piber trist
for nordenblæstens byger
Lul-lul! rokken går støt i moders stue,
og jo mere vinden slår, des mer får arnen lue.
Far har røgtet kvæget ind
med halmen tættet karmen,
gnedet grisens blanke skind
at den må holde varmen
Lul-lul! rokken går - Far mod stuen stiler,
mor en bugt på tråden slår, ser op på far og smiler.
Mor kan næppe se sit spind
og næppe tråden mage;
hej, da bæres lyset ind
og stilles i sin stage.
Lul-lul! rokken går - tenens rappe vinge
over fyrrebjælken sår en skok af skyggeringe.
Far ta'r ned så tung en bog
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved spændets krog
og lukker med et : Amen!
Lul-lul! rokken går - ensomheden synger,
mulmet tæt om taget står og sneen går i dynger.
Her ved moders gamle rok
hun lærte mig at stave.
synge om "den hvide flok"
og "al hans nådegave"
Lul-lul! rokken står! Men dens nyn og sange
vemodsfuldt mod hjertet går når kvældene bli'r lange.
3. Der dukker af disen
Jeppe Aakjær / N. K. Madsen-Stensgaard
Der dukker af disen min fædrene jord
med åser og agre og eng
Med ryggen mod syd og med tåen mod nord
den redte bag sander sin seng
Dog ej for at sove retfærdiges søvn
thi sjældent er landet i ro
men stormene går og brændingen slår
på kysten med djærveste kno
Og ræven han slikker bag diget sit ben
og soler sin syndige krop
og haren hun snuser til agerens sten
og gør over stubrene hop
Og odderen plumper i favnedybt høl
for jæger og hund i behold
Men hjejlernes hær, den flokker sig dér
hvor hugormen lurer i knold
Det lufter i lyng og det ringler i rug
det sprager i agrenes strå
højt skyerne drejer den dampspændte bug
og skygger en stund for det blå
vildt bierne tørner om husmandens gavl
mod kuben bag grønkål og løg
I udflyttergård mod porthjaldet slår
et ekko af rimmende øg
Her lå der engang på en spergelgrøn toft
et hjem med sin skorsten på hæld
Det havde en enkelt rad pølser på loft
men ellers kun armod og gæld
Dog havde det svaler bag forstuedør
og blomster om sokkel og syld
og malurt på væg og hønen la' æg
i skjul af den krogede hyld
Her sad hun og spelted, min bøjede mor
indunder den bjælke så lang
og delte sit bryst mellem mig og min bror
imens så vemodigt hun sang
Nu ligger hun hist under stendigets hæld
i krogen hvor valmuer står
Gør verden fortræd, tog sorgen min fred
så sagte med lågen jeg går
Hvad var vel i verden det fattige liv
med al dets fortærende tant
om ikke en plet med en dal og lidt siv
vort hjerte i skælvinger bandt!
Om ikke vi drog fra det yderste hav
for bøjet og rynket at stå
og høre de kluk, de mindernes suk
fra bækken vi kyssed som små
Velsignede land hvor i stormvejret bor
et folk der er øvet i savn
Jeg ejed vel aldrig et gran af din jord
Som hjemløs jeg kvitted min stavn
Du rakte mig ud fra dit stenede krat
en høstnat så kroget en stav
Når staven er brudt og livsgangen slut
kanske du da skænker en grav.
4. Han kommer med sommer
Aakjær, Jeppe 1912 Aagaard, Thorvald 1916
Han kommer med sommer, han kommer med sol
til kløver og nikkende hvener.
Mens pigen hun sømmer sin blommede kjol'
i læ af de røde syrener,
han sænker sig ned på det mossede tag
og knebrer fra reden den udslagne dag
en højsommervise om Danmark.
Og børnene stirrer fra tærsklen didop
hvor løget på mønningen nikker,
og oldingen ranker sin krogede krop
i stuen, hvor slagværket dikker
og minderne dugger, og læberne be'r
og børnene pludrer og peger og ler:
Se storken er kommen til Danmark.
Velsignede fugl uden høgenes klø'r
med ørnenes mægtige vinge.
du dukker dig helst mellem græssende køer
kun hygge og fred vil du bringe.
du følger i furen vor bonde så nær
og nikker som han, mens af rugen det drær
med løfte om høst over Danmark.
Hvor engblommen lyser langs åløbets bred,
du skridter så langt gennem engen.
Med halsen i bugt og med øjet på sned
du titter på pigen og drengen.
Du søger din føde til leernes klang,
og høduften følger din higende gang l
angs alle de åer i Danmark.
Så lad os da værne den solkære fugl,
der pynter vor vang og vort vænge,
der ruger sit kuld i det ormstukne hjul
til vejrs på den mossede længe.
Hans yngel skal trives i regn og i sol,
hans rede beskyttes om hjemmets symbol,
mens sagnene lever om Danmark!
5. Mod vår
(Lysglimt) Jeppe Aakjær, 5. april 1927 / Bente Kure 1999
Lysglimt på min rude hvor flimred du nys?
Kan du nå min pude skal du få et kys.
Tusind stærke mile gik din morgenvej.
Dem du ville ile for at trøste mig.
Se, hvor rent du ligger på mit pudevår!
Åh, hvor ømt jeg tigger dig du ikke går
før jeg har erfaret af din lyse mund
hvad du traf på vejen denne morgenstund.
Er det sandt at landet favnes nu af vår
imens å og vande dampe hvor de går?
Og min barndomshede - kom du den forbi?
Så du lærkens rede? Var der unger i?
Rugen grøn i solen fik du vel at se?
Duften af violen tog du med måske?
Mødte du min hustru i sit blomsterbed?
Så har du vel næsten fået en hilsen med.
Galed kry min hane - gøed glad min hund?
Mimred spæd ved gavlen lammet med sin mund?
Jeg tør næppe spørge - intet svar jeg får.
Jeg må stille sørge i mit savn af vår.
(Instrumentalt solo-vers)
Ja, nu må du atter vandre bort fra mig.
Mange, mange andre venter her på dig.
Tørre blik fra natten med en drøm af vår
som i feberflakken over væggen går
Før du baglæns svinder - kys den lådne kvist
som mit livs veninde satte hos mig sidst....
6. TYENDESANG
Aakjær / Kure
Her kommer fra dybet den mørke armé og fordrer af verden at svar
skønt dagningens glimt i vor dryppende le er al den fane vi har
Vi vover en kamp for vor nedtrådte ret
og løfter i vejret på skændselens brædt
den tusind års lænke vi bar
Vi ejed på jorden knapt trevl eller tråd - kun denne vor skorpede hånd
Til menneskekår fik vi kummerligt råd - i ørkner vandred vor ånd
Du herre, som højt gennem samfundet red
henover de rygge du trykkede ned
Nu smyger vi af dine bånd
Vi harved din ager, vi skar dine neg - vi strigled din blommede hest
Vi lytted bag stalden til rotternes leg når selv du gik pyntet til fest
Du drømte på bolstre, vi slumred på halm
hvor dyret er nabo og luften er kvalm
og svindsoten kommer som gæst
Vel er vi en kuet og slidende hob - kun trælle i velstandens gård
I samfundets aske en nedtrykket job der skraber sin byld med et skår
Snart svinger for ruden dog opgørets lyn
Se op, kammerater, det lysner i sky'en
Befrielsens malmklokke slår
Vi råber det ind gennem luge og lo hvor dundrende plejlene går
Kom frem af jert stinkende staldkammerbo - se ud fra de hældende vrår
For fronten reviellien nu løfter sin klang
Lad mismodet synke, nyn med på vor sang
Jer dagning på ruderne slår
Ja, slip hvad der trykker på skulder og sind og sving imod lyset dit hat
Endnu har du ungdommens rødme på kind og rester af letsindets skat
Da pløjer vi muntre vort bølgende land
når først vi har friet vor kuede stand
fra tusindårs trældommens nat
7. Nu er det længe siden
Aakjær / Oluf Ring
Nu er det længe siden men end det gemmes i mit sind
hvordan i barndomstiden den kære rug kom ind
Hvordan dens kernetunge top
ved moders svage kræfter blev lagt i lugen op
Først bredte mor et klæde så ømt som nogen højtidsdug
der måtte ingen træde med sko i høstens rug
så fejed hun med limens rest
hvert snavset strå tilside som for en hædersgæst
Den kære rug var gæsten som gjorde hvert et barn så spændt
Se, far han lægger vesten og ser så indadvendt
En skælven i et ydmygt sind
en bøn til altets skaber før avlen bringes ind
Så fatter far om spaden og graver i den gule klæg
to huller langs med laden foran den hvide væg
I den skal vognens fælge slå
og stå som i en fælde til væltningen går på
Og vognen værdigt skrider - det første læs for lugen står
Udfra dets tunge sider så dybe skygger slår
De varme øg i Nip og Nap
af moders milde hænder får aks og muleklap
Og neg for neg forsvinder og bliver under bjælken sat
og far får røde kinder og spindelvæv om hat.
Men mor er lige bleg og hvid
hvor meget hun end stræber med rugens tunge neg
Det går mod aftenstide - snart skinner månen fuld og rund
på gavl og vægge hvide og ned i vognens bund
Mor standser træt og titter ind
Far kommer hen til lugen og klapper hendes kind
Og barnet som har løbet sig træt i dagens muntre leg
Det er nu stille krøbet ind under hjulets eg
Der høres dette skarpe knald
fra vognens fjæl mod sandet af ørentvistens fald
Og mellem hjulets eger går stjerneblink og måneskin
Og milde vinde veger mens barnet slumrer ind
Så slutter far i Jesu navn
og hjemmet går til hvile med høsten i sin favn.
8. Jens Vejmand
Jeppe Aakjær / Carl Nielsen
Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd
med læderlap for øjet og om sin sko et bånd
Det er såmænd Jens Vejmand
der af sin sure nød
med hamren må forvandle
de hårde sten til brød
Og vågner du en morgen i allerførste gry
og hører hamren klinge påny, påny, påny
Det er såmænd Jens Vejmand
på sine gamle ben
som hugger vilde gnister
af morgenvåde sten
Og ager du til staden bag bondens fede spand
og møder du en olding hvis øje står i vand
Det er såmænd Jens Vejmand
med halm om ben og knæ
der næppe ved at finde
mod frosten mer et læ
Og vender du tilbage i byger og i blæst
mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest
og klinger hammerslaget
bag vognen ganske nær
Det er såmænd Jens Vejmand
som endnu sidder der
Så jævned han for andre den vanskelige vej
men da det led mod julen da sagde armen nej
Det var såmænd Jens Vejmand
Han tabte hamren brat
De bar ham over heden
en kold December-nat
Der står på kirkegården et gammelt frønnet brædt
Det hælder slemt til siden og malingen er slet
Det er såmænd Jens Vejmands
Hans liv var fuld af sten
men på hans grav i døden
man gav ham aldrig én
9. KVINDESANG
Jeppe Aakjær / Bente Kure
Der skrider i lyset et frelsende tog
Det kalder ved småmandens døre
På lovgiverporten det rungende slog
selv døveste drog må det høre
Det sender sit bud til hvert eneste hjem
og hænderne vinker hvor toget når frem
De mørkets dæmoner som natten har dulgt
bortglider på flagermusvinger
Og frihedens alfer som toget har fulgt
de søndrede lænker hensvinger
Og manden slår følge med sindet i brand
men kvinden hun tøver med øjet i vand
Thi hvor skal hun tage det villende mod
som guderne nægted de svage
Vemodigt hun løfter sin hildede fod
og stirrer mod vuggen tilbage
Dog målet har luet og længslen er vakt
- en dag vil den vokse til flammende magt!
For længe hun sad under formynder-arm
og leged med pybt og med dukker
For længe som fugl i sin gitrede karm
hun nipped til smiger og sukker
Men snart vil hun vågne af smigeren mæt
Da gnider hun øjet og kræver sin ret
Den gudskabte ret som hos tænkende mænd
står adlet blandt jordlivets goder
Den skulle du nægte din kæreste ven:
Din hustru, din søster, din moder
Nej, delte I byrden i felt som i lejr
Hvor skændigt at nægte dem part i en sejr!
Befrielsens mærke står tegnet i sky'n
omkring i de fødende lande
Og luften er svanger med torden og lyn
Og kravene stiger som brande
:/ Agnete, vær vågen – det ringer mod dag
- snart havmanden slipper sit kvælende tag! /:
10. Stille hjerte, sol går ned
Jeppe Aakjær / Th. Laub
Stille hjerte, sol går ned
sol går ned på heden
Dyr går hjem fra dagens bed
Storken står i reden
Stille, stille hjerte, sol går ned
Tavshed over hedesti
og langs veje krumme
En forsinket humlebi
ene høres brumme
Stille, stille hjerte, sol går ned
Viben slår et enligt slag
over mosedammen
før den under frytlens tag
folder vingen sammen
Stille, stille hjerte, sol går ned
Fjerne ruder østerpå
blusser op i gløden
Hededamme bittesmå
spejler aftenrøden
Stille, stille hjerte, sol går ned
11. Anna var i Anders kær
Melodi: J. Saxtorph-Mikkelsen 1906 - Tekst: Jeppe Aakjær 1909
Anna var i Anders kær, men knibsk alligevel,
mødte dog sin hjertenskær på rugens gamle skel,
satte sig i græsset ned blandt klokkeblomster bly,
tog så op sit fingerbøl og gav sig til at sy.
Dyre du og dig! Dingeli-og-lej,
dikkedu-og-dikkedi - og dingelu-og-lej!
Solen glimted' ellevild i Annas fingerbøl,
snerrens sennepsgule blomst hang fuld af brune møl.
Lærken sang, og luften drev med dræ og duft af pors;
Annas ankelslanke ben var lagt så let i kors.
Dyre du og dig ...
Anders sad og fingred' tavs om pibekandens fals;
så, hvor rugens vipper strøg om Annas brune hals,
hørte, hvor de sølverlo og lokked' flere til;
vipperne, de luxer små, de kysser hvor de vil.
Dyre du og dig ...
Banked' han så piben ud imod sin støvletå,
lagde kritisk øjet til og rensed' den med strå;
smed så brat det hele hen og rykked' farlig nær,
hvisked' om den brune hals og alt det fine vejr.
Dyre du og dig ...
Annas rappe, blanke nål i luften standsed' lidt;
armens fine strakte rund fortoned' sig i hvidt.
Greb han da på samme tid om hals og vipper små,
kyssed' Annas kind og mund omkap med rugens strå:
Dyre du og dig ...
Nål og tråd ved første kys i snerren sank af skræk;
Annas nye fingerbøl det trilled' også væk;
klinten på sin lange hals sig rejste for at glo;
bittesmå mariehøns løb over Annas sko.
Dyre du og dig ...
Mens som amoriner små opsteg de brune møl,
gyldenring blev lovet hen for tab af fingerbøl.
Rugen ringled' vidt og bredt om kys og kærlighed;
hvad det mindste aks har hørt, den hele ager ved.
Dyre du og dig ...
12. Kræn Kresten og Kjesten
Jeppe Aakjær / Ejnar Skovrup
Kjestens Ko var saa god som to
det synes da ogsaa Kræn Kresten.
Saa blanked han begge sine Fedtlædersko,
gik bagind og fried til Kjesten
Kjesten lo: "Du har set min Ko,
men jeg vil nu elskes med Hjærte.
Men Kors! som du har blanket dine Fedtlædersko
i den fineste Kakkelovnssværte!"
Kresten lo: "Jeg har set din Ko,
og Koen staar spejlet i Sværte;
men du, bitte Kjesten, i Tugt og i Tro
staar spejlet herinde i mit Hjærte!"
Krestens ord faldt i kristen Jord,
skjød bugnende Ranker hos Kjesten.
"Ja, naar du kan finde saa yndige Ord,
gaa du saa kun bare til Præsten!"
13. Jeg nynner, jeg synger
(Kilden 1905) Aakjær / Riis-Magnussen
Jeg nynner, jeg synger ved Gry og ved Kvæld,
jeg kan ikke andet bestille;
jeg kan ikke tordne som Fossen fra Fjæld,
om ogsaa jeg ønsked og vilde,
for jeg er en glad lille Kilde.
Jeg kan ikke drive de Værker af Jærn,
gi' Hundreder nok at bestille,
men gjærne jeg drejer Møllerens Kværn,
og Husmandens Gryn skal jeg pille,
for jeg er en god lille Kilde.
Men helst vil jeg ligge og nynne min Sang
og lege som Barnet med Stene
og klæde dem over med Alger og Tang
og atter kysse dem rene.
for jeg er en glad lille Kilde.
Og gjærne jeg spejler det ensomme Siv
og Høstnattens rødlige Stjærne,
naar alt hvad der mærkes af Døgntumlens Liv,
er Fragtmandens Vogn i det Fjærne.
for jeg er en glad lille Kilde.
Naar Søvnen tager den bly Viol,
og Duggen hun driver i Enge,
da spænder jeg over min Bølgestol
de allerklingreste Strænge.
for jeg er en glad lille Kilde.
Og Maanen vender sit Horn mod Nord;
min Fader Himlen han lytter;
min værdige Moder, den sovende Jord,
i Drømme Fødderne flytter.
for jeg er en glad lille Kilde.
14. Nu er dagen fuld af sang
(Pigerne på engen) Jeppe Aakjær, 1911 / Carl Nielsen, 1915
Nu er dagen fuld af sang,
og nu er viben kommen,
bekkasinen natten lang
håndterer elskovstrommen.
Plukke, plukke dugget strå, plukke, plukke siv ved å,
plukke, plukke blomster.
Engen er nu gyldengul
af tunge kabbelejer,
søndenvinden byder op,
og dueurten nejer.
Plukke, plukke.....osv
Dammen ligger dagen ud
med brudelys i hænde,
rækker højt de ranke skud,
at solen må dem tænde.
Plukke, plukke.....osv
Nu vil mø med silkestik
på brudelinet sømme.
Den, som ingen bejler fik,
hun ta'r sig én i drømme.
Plukke, plukke.....osv
Ræk mig en forglemmigej
og sidst en krusemynte,
sådan slutter vi vor leg
så glad, som den begyndte.
Plukke, plukke.....osv
15. Jeg bærer med smil min byrde
Tekst: Jeppe Aakjær Musik: Carl Nielsen
Jeg bærer med smil min byrde
Jeg drager med sang mit læs
Jeg er som den vilde hyrde
der genner sit kvæg på græs
Se, duggen driver fra norden
henover det bøjede korn
mens solen stiger af jorden
imellem oksernes horn
Jeg ser over tindrenede marker
og langt mod den blånende fjord
Jeg stirrer på sejlende arker
men finder ej tolkende ord
Jeg slænger skalmejen for munden
Jeg trækker så langt dens lyd
at kilderne klukker i lunden
og bukkene bræger af fryd
Hvor kan I dog gruble og græde
så længe Guds himmel er blå
Mit hjerte skælver af glæde
blot duggen dynker et strå
16. Skuld gammel venskab rejn forgo
Jeppe Aakjær / Robert Burns
Skuld gammel venskab rejn forgo og stryges fræ wor mind?
Skuld gammel venskab rejn forgo med dem daw så læng, læng sind?
Di skjønne ungdomsdaw, å ja, de daw så svær å find!
Vi'el løwt wor kop så glådle op for dem daw så læng, læng sind!
Og gi så kuns de glajs en top og vend en med di kaw'.
Vi'el ta ino en jenle kop for dem swunden gammel daw.
Di skjønne ungdomsdaw, å ja....osv
Vi tow - hwor hår vi rend om kap i'æ grønn så manne gång!
Men al den trawen verden rundt hår nu gjord æ bjenn lidt tång.
Di skjønne ungdomsdaw, å ja....osv
Vi wojed sammel i æ bæk fræ gry til høns war ind.
Så kam den haw og skil wos ad - å, hvor er æ læng, læng sind!
Di skjønne ungdomsdaw, å ja....osv
Der er mi hånd, do gamle swend - ræk øwer og gi mæ dind.
Hwor er æ skjøn å find en ven en håj mist for læng, læng sind!
Di skjønne ungdomsdaw, å ja....osv