TEKSTER:
Julegæsten
Giv mig barnets julevejr! Dèr det altid lyer og læer,
mens vi andre tit med klage pudse må vor julestage
ren for sorgens tåreplet.
Nordenvind med julesne fyger hjertet fuldt af ve.
Hvert et suk og hver en tåre, fældet ved en elsket båre,
kvælder op med jul påny.
Vig dog ikke af min vej, skønne stund! Jeg elsker dig,
når du kommer, o, så stille, så det brister som en kilde
selv i sjæle vissengrå.
Smyk med fred min fjendes hus. Fyld den sultnes fad og krus.
Sidder én forsagt og ene under tyngslens askegrene,
løft hans åsyn mod din glans.
Går en nidding dig forbi, led ham ind på bravheds sti.
Sluk, ja, sluk, om du det mægter, hadets brand i jordens slægter,
før den brænder verden op.
Thi vor jord er bleven ond, blodet bulper af dens bund.
Fredens navn kan ingen stave, voldets træl og hadets slave
danser på din broders grav.
Om den julekvæld var nær, da der ej gik hær mod hær,
da ej solen skulle synke over denne kainsrynke
på din pande, broder min!
Vemodsdybe alvorsstund! Bær dit kys imod min mund!
Kan jeg ej min tåre tvinge, rør mig med din englevinge,
før til Gud du atter flyr.
2. Aakjær jul
Tekst: Jeppe Aakjær, 15. maj 1906. Musik: Bente Kure
Den gamle skorsten hælder slemt
men se, hvor tæt den ryger,
mens nordensne til klokkeklemt
lavt over marken stryger.
Det puster tungt om bondens gård
og spreder kavringsduften,
der ud af alle sprækker står
og blander sig med luften.
Og bondens kone går så trind
bag blommede gardiner
og bærer fadet ud og ind
med højtidsfulde miner.
Og bonden sidder bred på bænk
og lar sig maden smage
og byder tyendet en skænk
og barnet julekage.
Ja, julen er den fagre tid,
da alle skel udslettes,
et hvil i årets lange strid,
da alle munde mættes.
Selv tiggersken, det gamle skrog,
med posen over nakken
nys gumlende ad gårde drog
med tunge spor i bakken.
Ja, julen, du er mindets fest,
med lys i blanke stager,
da den, der sad vort hjerte næst,
påny mod porten ager;
da sneens fald mod markens favn
hvert hul i jorden sletter
og tegner julens blide navn
i skovens månepletter.
3. En julegæst
Tekst: Jeppe Aakjær, December 1910. Musik: Bente Kure
Han kommer over bakken med rim i sit skæg,
hans øjne spejder langt mod en hvidkalket væg;
af prærie‐frosten så ru er hans kind;
til Danmark er han kommet med juleskibet ind.
Der ligger da på lyngen hans barndoms lykkeslot;
hvor husker han hver stolpe, og taget hver tot.
”Og hylden ved dammen er altså til endnu!
Vel hælder den en kende, men det gør også du.
At noget så fattigt, så sunken og lav
kan drage dig hjem over land, over hav,
så du én kvæld kan glemme det onde på jord
for mindets barnehvisken i stuen hos din mor!”
Han føler under jakken, om alting ligger ret,
hans gode dollarsedler, hans ”gaver”, hans portræt;
de stramme træk fortones, hans hjerte må le,
mens støvlen synker dybt i den skrigende sne.
Snart står han ved klinken så myg og så varm,
hans pelshue skraber mod dørens lave karm,
solstrålen slænger løkker om hans bøjede ben,
og istappen drypper mod den slidte forstu`sten.
Nu ser han sin mor bag begoniers rad,
Med rynket hånd hun fjerner dens visnede blad,
og katten sidder stribet over ovnen på sin stol,
og hønen går på gulvet, og rokken står i sol.
Ind stryger han i stuen, så hønen kagler op,
hans mor af hånden taber en blomstret underkop;
de gamle øjne fyldes fra hjertes dybe grund;
i tyve vintre vented hun efter denne stund.
Nu blir der jul i hytten; ildklemmen laver støj
skorstenen sender fra sig sin fedeste røg;
mens vaffeljernet vendes for ilden snildt og let,
der skæmtes, frittes, svares i samme åndedræt.
Nyfigen julespurven ad vinduet skæver ind;
Så kommer aftenduggen og gør hver rude blind;
den gamle tænder lyset; dog kun i ryst på ryst;
men sønnen griber hånden i det ømmeste kryst:
”Ja, du er bleven gammel, og jeg er bleven grå,
men det skal i aften vi lidet tænke på;
før skilte verdenshavet og bange tankers gys,
nu sidder vi og stirrer i det samme julelys.”
Og over snelagt hede går lystes blide skær,
hen over moser brede, ud over våde kær,
og melder om en scene – den skønneste på jord:
I juleaftensmildhed - en hjemvendt hos sin mor!
4. Juleaftenstemning
Tekst: Jeppe Aakjær, December 1910. Musik: Bente Kure
Når sitrer din sjæl som en tonende streng,
og når skinner lysene blidest,
hvornår går du nødigst med sorg til din seng,
hvornår tykkes sneen dig hvidest?
Mon ej, når bag ruden det pyntede træ
og barnet med strålende blik ved dit knæ
fortæller, at nu har vi julen.
Da vugger de tanker som fugle i rør,
mens vildt over mosen det fyger,
og spurvene putter sig ind mod din dør,
for vejrets fortørnede byger;
med krummer og kærner for fuglen du strør,
hvad vindene fryser det hjerterne tør,
den lære vi hented hos julen.
Til daglig vort hjerte af tusinde savn
blev gnavet i mer end i barken,
og ofte du sendte i suk efter havn
din sidste due af arken
men alt, hvad der gjorde dit hjerte fortræd,
det standser i kvæld bag det skærmende led,
der værne for hjemmet og julen.
Derinde du sidder, mens haglene slår;
og hører de hjemlige klokker,
og minderne kommer og minderne går
på julens snepudrede sokker,
og grantræet dufter fra storstuen ind,
og børnene ivrer sig røde om kind
med alt, der skal hænde i julen.
Og frosten nu nærmere gårdene går
og ridser på ruden sit mærke,
og barnet så kært under lysene står,
og salmerne lyder så stærke;
Og fuldmånen rejser i skyer sit slot,
og stjernerne funkler i rødt og i blåt,
De stjerner, der altid var julens.
5. Juleaften
Tekst: Jeppe Aakjær. Musik: Hans Ericson
Og far går rundt på loen
og ryster halm og havrestrå,
han bærer vand til koen
og mælk til kalve små.
Han stikker hø i fårets hæk
og stryger det om kinden
- stryger det om kinden
imens han glider væk.
Og katten står på hjaldet
og strækker hals og springer ned
og mjaver lidt i faldet
af bare kælenhed.
Og hakkelsemaskinens hug
de skærer gennem kvælden
- skærer gennem kvælden
som hårde, tunge suk.
Og far han ta´r nu limen
og fejer op og rejser vind,
mens sølver‐månestrimen
står over tærsklen ind.
Han skifter halm i sine sko
og sætter pind for dør, ja,
sætter pind for døren
og skænker kvæget ro.
Så går han hen til hunden,
der vogter bønligt på hans færd;
”Hvorfor skal du stå bunden,
nu julen er så nær!”
Dens lænke klang mod stenen brat.
Pasop kan næppe sanse,
han kan næppe sanse
og springer som besat.
Men bag de lave ruder
der vikles dug af manglestok;
på risten stegen spruder,
og mor har sat sin rok.
Og ovnen står på blanke ben.
Med sand er gulvet strentet
- sandet det er strentet
helt ud på trappens sten.
Så træder ind i stuen
besindigt ka'l og arbejdsmand
og skubber langsomt luen
ind over bænkens rand.
De spejder langs det hvide bord
og rokker sig til sæde
- rokker sig til sæde
foruden mange ord.
Mor titter frem bag klinken,
af skorstens-ilden rød om kind.
Far kender hendes blinken
og henter flasken ind.
Det stemmer alle sind i dur,
den klare, gyldne væske
- klar og gylden væske
er farvet med ”tinktur.”
”Fik øget nok at æde,
og har nu koen ingen savn,
så sæt jer kun til sæde
enhver i Jesu navn.
Med sulten mund er ingen glad,
men der er langt til bunden
- meget langt til bunden
i julens sulefad!”
Snart høres skeer klinge,
og hvert et sind er mildt og mæt,
og duftens fede ringe
omslutter skaren tæt.
Og langs den mørke, våde jord
står tusind lys og blamrer
- lyser ud i kvælden
fra bønders julebord.
6. Julebrev til hjemmet
Tekst: Jeppe Aakjær, København, 26.dec.1901. Musik: Bente Kure
Hvor marken standses af frønnet led
og engen er åens næste
der ligger en gård i julefred
Den ville jeg gerne gæste
Og bjælken spænder så tungt i loft
i denne mindernes bolig
Hver mus i halmen, hver spurv på toft
de pipper til mig så fortrolig
Jeg synes de spurve kalder mig hjem
Jeg ser et lys bag en rude
Jeg skimter en dør der åbnes på klem
for én, som altid er ude
Åh. lån mig din vinge, du spurvelil
ej bare din pippen og klage
Da uden tøven med sang jeg vil
mod hjemlandskysterne drage
Vær vakkert hilset, du søskendeflok
i gården hvor dugen nu bredes
hvor faders spade og moders rok
endnu med ærbødighed fredes
Og se jer så frem ad den østre port
og ud af den vestre længe
Da har I et syn så omspændende stort
af åer og agre og enge
Da mindes I alle den sære tid
vi vanked dér, svedig og bøjet
med skovlen på nakken, med hjertet i strid
med udfartslængsler i øjet
Da mindes I også de gamle to
der nu holder jul med hverandre
et sted hvor lykken er mere tro
end hér hvor vi bævende vanker
7. Spurven sidder stum bag kvist
Tekst: Jeppe Aakjær. Musik: TH Aagaard
Spurven sidder stum bag kvist;
såmænd, om ej det fyger
Kålgårdspilen piber trist
for nordenblæstens byger
Lul-lul! rokken går
støt i moders stue,
og jo mere vinden slår,
des mer får arnen lue.
Far har røgtet kvæget ind
med halmen tættet karmen,
gnedet grisens blanke skind
at den må holde varmen
Lul-lul! rokken går
Far mod stuen stiler,
mor en bugt på tråden slår
ser op på far og smiler.
Mor kan næppe se sit spind
og næppe tråden mage;
hej, da bæres lyset ind
og stilles i sin stage.
Lul-lul! rokken går
tenens rappe vinge
over fyrrebjælken sår
en skok af skyggeringe.
Far ta'r ned så tung en bog
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved spændets krog
og lukker med et : Amen!
Lul-lul! rokken går
ensomheden synger,
mulmet tæt om taget står
og sneen går i dynger.
Her ved moders gamle rok
hun lærte mig at stave.
synge om "den hvide flok"
og "al hans nådegave"
Lul-lul! rokken står!
Med dens nyn og sange
vemodsfuldt mod hjertet går,
når kvældene bli'r lange.
8. Trines ko
Tekst: Jeppe Aakjær. Musik: Bente Kure
Nu skal du ha' din havrekærv
og jeg skal ha' min nætter
Lidt lyet vand for gammel tand
jeg her i krybben sætter
Brug du så kun din gamle mund
jeg har jo mer i loen
En sådan gæv og yndig stund
man sørger først for koen
Du kom her da min mand faldt hen
Gu' vær' den synder nådig
Han tured op hver fattig del
hvor over vi var rådig
Ved dig jeg kom påny til krylt
Du hjalp mig sgi på fode
så gris blev rund og barnet sund
og begge gik til gode
Ja, sønnen måtte hjemmefra
ham har jo verden taget
Nu bor han i Amerika
Det går ham godt i faget
Han fik din mælk med fløden på
skønt høk'ren sku' ha' haft den
Jeg tror da nok at jeg tør spå
der kommer brev i aften
Du gik og gnov bland pors og siv
det bedste som du kunne
og hvor du bed du gamle liv
der bed du skam i bunde
så du kom hjem med yv'ret spændt
og aftendug i skægget
Min hånd dig linded strint for strint
mens drøwlen du bevæged
Og katten kom i spring derhen
og satte sig for døren
til pattens stråle ramte den
imellem begge øren
Og duggen faldt på brøndens sten
og på mit hovedklæde
Og katten slikked sine ben
for mælkens spildte væde
Ja, være to som dagen lang
er i hinandens tanker
gør livets byrde mindre trang
selv her blandt hedebanker
Og du skal aldrig lide nød
og stå med sider hule
så længe jeg en skive brød
kan række mod din mule
Nu ringer degn til nadverfest
Nu falder rim på stene
Og juleklokken høres bedst
af den der sidder ene
Nu kommer alle stjerner frem
og frosten gør dem blanke
Det bette barn fra Bethlehem
er nu i alles tanke
Lang er den vej og krum den sti
der bærer over hede
Gå da min Gud ej dør forbi
Find gamle Trines rede
Skjænk livsens brød mig rundelig
Velsign min kærv på loen
Vis dig mod mig miskundelig
og gi' mig kalv i koen
9. Under aftenstjernen.
Tekst: Jeppe Aakjær. Musik: Saxtorph-Mikkelsen
Aftenstjerne - mild som moders øje
står om kvæld du over vestens høje
glimter gennem ruden
ind til barn på puden
ind til hver som ensomt hvisker dér sin aftenbøn
Ingen stjerne skinner
med så blide minder
Ingen gav mit barndomsland en lykkeglans så skøn
Løb som dreng i mulm jeg over heden
Frygted ormeslag og kryb forneden
Trofast i det fjerne
stod du aftenstjerne
blinked ned til blomst der slumred i den lave eng
Lo til mig og spøgte
"Du skal ikke frygte!
Se - jeg holder lygten højt for hver en livskæk dreng
Aftenstjerne, størst når lammet bræger
hvor langs stier tændes lys og væger
under lave tage
medens klydens klage
svinder som en fløjte under mælkevejens bro
Dine stråler røde
er vort første møde
skjared i min piges øje da hun gav sin tro
Tung var stunden da min moder døde
da hun peged over livets øde
op mod dig, der vinked
hendes sjæl og blinked
som så mangen mørkning når hun malked hjemmets ko
Alt hvad lyset måler
samler dine stråler
Elskovsglød og lykkerus som dødens høje ro
End i vest du funkler, Aftenstjerne
ingen jordisk ondskab kan dig fjerne
Krigens blod og dampe
slører knap din lampe
Hadets afsind kan ej stemme dine stråler ned
Nej, mens fryd og kvide
mandens sæd må lide
trøsterigt din stjerne tindrer i al evighed