TEKSTER:
1. Der fløj en liden sommerfugl
Jeppe Aakjær (1893) / Bente Kure (2006)
(Skrevet i anledning af hans forestående bryllup med Marie Bregendahl i juni 1893)
Der fløj en liden sommerfugl hen over bondens tag
den tænkte såmænd ikke på den yderste dag.
Den tænkte kun at nyde det livets sekund
som den havde kysset fra sin mor, naturens mund
Den gav sig hen til flugten i luftens vide blå
på rene hvide vinger den fløj på må og få
Den nød sin egen dejlighed og trodsed tyngdens lov
og ikke spor den tænkte på næste dags behov.
Var ikke himlen havblå og solen ret som guld
og livet lyst og herligt og verden frydefuld
Og stadig for den op og ned - som et stormjaget løv
hvad heller som en barnesjæl nys skilt fra sit støv.
Og som den fløj så sjæleglad en bejler kom til
Gud hvor han var oprigtig og fyrig og vild
Han bad om lov at følge - hun nikkede og lo
thi hvorfor flyve ene når man kan blive to.
De trådte æt'rens elverslør foruden mange ord
mens dybt dernede rulled den snavsede jord
Og mætte af dansen i junidagens sol
de daled`gennem luften og fandt så skøn en stol.
Midt i en hvidrød æbleblomst så salig som en gud
han vifted med sit vingepar sin lille hvide brud.
Der holdt de deres bryllup foruden nogen præst,
thi således hued det de sommerfugle bedst.
Og grenen vugged`op og ned i sommerdagens luft
og æbleblomsten yded dem sin allerbedste duft
Ja, grenen svajed, skyen drev og dagens lys blev slukt.
Tak, elskte små, I lærte mig, hvordan man elsker smukt.
Der fløj en liden sommerfugl hen over bondens tag
den tænkte såmænd ikke på den yderste dag.
2. Den gule lupin
(Jørgine var en pige alt ud af bondestand) Tekst: Jeppe Aakjær, 1906 - Melodi: Alfred Tofft, 1909
Jørgine var en pige alt ud af bondestand,
hos Bitte-Jens i Traanum der tjente hun forsand.
Hun klædte sig en søndag sent i tyl og mouselin
og satte sig i kanten af den gule lupin.
Det var alt ved de tider, da katten lister hjem
og slikker sine poter, mens natten bryder frem.
Men Søren stod der sønden om', hvor kløv'ren er så fin,
så fik han også higen mod den gule lupin.
Han bad om hendes "lille hånd", mens grumme skævt han lo,
hun rakte tvende, skønt de var ret store begge to.
Så bad han om et kys og fik gelik et halvt dusin,
thi gavmild er du, kvinde, i den gule lupin.
Når kundskabstræet sænker selv de søde frugter ned,
hvor er så vel det asensbæst, der ej af æblet bed?
Jørgines kundskab hang kun lavt; pas, pige,vel på din,
især når duggen falder i den gule lupin!
Så tog han pigens hånd og mund og hendes bange barm
han krysted nakkens brune rund, så hjertet slog alarm.
Så tog han hvad der ellers var i tyl og mouselin,
mens ørentvister sværmed om den gule lupin.
Men da Jørgine vågned, da var hun bleven kold,
den frække Søren havde forlængst sagt: Gud i vold!
Og månen så så spørgende på knæ og ankellin,
mens duggen drap så sørgende fra gule lupin
Så blev hun først forkølet og siden meget mer.
Det er jo at beklage, men slige fejler sker,
så længe piger sætter sig i tyl og musselin
hos falske mænd som Søren i den gule lupin.
3. Ole sad på en knold og sang
Aakjær / Alfred Tofft
Ole sad på en knold og sang
Får og beder omkring ham sprang
Lyngen sused og skyen gled
udflugtslængsler i hjertet sved
Heden stænged og mindet spandt
moders øjne dog stærkest bandt
Snart den ting dog blev åbenbar
Minder gør ikke sagen klar
Stak så Ole en dag i trav
stod med et ved det store hav
Øjet skinned og tåren randt
intet mere i verden bandt
Over havene hyrden for
fårene står der endnu og glor
Ej kan bede og får forstå
længslers tog over bølgen blå
4. Sneflokke kommer vrimlende
Tekst: Jeppe Aakjær
Musik: Th.Aagaard
Sneflokke kommer vrimlende
hen over diger trimlende,
det knyger ud af himlene,
det sluger hegn og gård,
det ryger ind ad sprækkerne
til pølserne på rækkerne,
og flårene ved hækkerne
får glimt i pelsens hår.
Og poplerne bag mønningen,
de duver dybt i dønningen,
og over stakkegrønningen
omtrimler kærv og neg,
det klaprer en om ørene
fra portene og fra dørene
bag hvilke de små Sørene'
har rustet sig til leg.
Og gammelmor i klokkerne,
med huen og grålokkerne,
hun haler op i sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er kålen liggende
og nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene;
og nu kom kjørmesknud.
5. Trines Ko
(Juleaftensstemning)
Aakjær / Kure
Nu skal du ha' din havrekærv
og jeg skal ha' min nætter
Lidt lyet vand for gammel tand
jeg her i krybben sætter
Brug du så kun din gamle mund
jeg har jo mer i loen
En sådan gæv og yndig stund
man sørger først for koen
Du kom her da min mand faldt hen
Gu' vær' den synder nådig
Han tured op hver fattig del
hvor over vi var rådig
Ved dig jeg kom påny til krylt
Du hjalp mig sgi på fode
så gris blev rund og barnet sund
og begge gik til gode
Ja, sønnen måtte hjemmefra
ham har jo verden taget
Nu bor han i Amerika
Det går ham godt i faget
Han fik din mælk med fløden på
skønt høk'ren sku' ha' haft den
Jeg tror da nok at jeg tør spå
der kommer brev i aften
Du gik og gnov bland pors og siv
det bedste som du kunne
og hvor du bed du gamle liv
der bed du skam i bunde
så du kom hjem med yv'ret spændt
og aftendug i skægget
Min hånd dig linded strint for strint
mens drøwlen du bevæged
Og katten kon i spring derhen
og satte sig for døren
til pattens stråle ramte den
imellem begge øren
Og duggen faldt på brøndens sten
og på mit hovedklæde
Og katten slikked sine ben
for mælkens spildte væde
Ja, være to som dagen lang
er i hinandens tanker
gør livets byrde mindre trang
selv her blandt hedebanker
Og du skal aldrig lide nød
og stå med sider hule
så længe jeg en skive brød
kan række mod din mule
Nu ringer degn til nadverfest
Nu falder rim på stene
Og juleklokken høres bedst
af den der sidder ene
Nu kommer alle stjerner frem
og frosten gør dem blanke
Det bette barn fra Bethlehem
er nu i alles tanke
Lang er den vej og krum den sti
der bærer over hede
Gå da min Gud ej dør forbi
Find gamle Trines rede
Skjænk livsens brød mig rundelig
Velsign min kærv på loen
Vis dig mod mig miskundelig
og gi' mig kalv i koen
6. Stensamlersken
Jeppe Aakjær
1. Hvi vanker du gamle kvinde dér paa agren agter og frem?
Ved forårsmorgenens første skjær forlod du hungrig dit hjem.
Hvad sanker du op af den Riges Rug, fattige Ane Malén?
Finder du noget for Disk og Dug? "Jeg finder kun sten!"
2. Hun tripper afsted foruden ro som én, der jages i drøm,
mens duggen væder de hullede sko og skørtets flossede søm.
Jeg ved jo nok, hvad du tænker paa, fattige Ane Malén:
Derhjemme græder for Brød de Smaa, her sanker du Sten!
3. Det knækker af gigt i de gamle knæ'r forinden hun skørtet får fyldt;
Saa vandrer hun hen til dyngen dér og slipper sin trælse bylt.
Tro ej, hun drømmer om dug og sligt fattige Ane Malén
hun tænker paa davre og ej paa digt hun sanker jo sten!
4. Mens dagen fødes saa blank og ny, og solen runder sin bug,
din fattige skygge gaar som en sky henover den riges rug.
Det er mig saa sært at tænke paa, fattige Ane Malén
Hvor andre sanker sig kærv og straa, der sanker du Sten!
7. Min fødeby
(Der går en å)
Jeppe Aakjær / J. Saxtorph-Mikkelsen
1. Der går en å i min faders eng,
den kan jeg ingensinde glemme,
Den gled som drøm om min barneseng
med blød og klukkende stemme,
Den favner varligt en lille by,
hvor kavlingblomsten er altid ny,
Og å og kjær og byen her
det kaldes under ét for Aakjær.
2. Her kukker gøgen saa sent om kvæld,
mens høgen spejder fra Kaphøje,
og alfer danser om kildens væld
i tågeskørt og kjæruldstrøje,
Og klokken toner så dybt og stort
om det, vi mennesker ej fik gjort;
thi klokkeklang og hyrdesang
forenes godt på grønne enge.
3. Her sad vi små ved vor moders rok
og hørte speltetenen snurre,
For døren galed den hvide kok,
hans høne sov bagved en burre;
en valmu funkled ved hjemmets gavl,
om syldens sten jog der myrekravl.
Måske lidt småt, men dog hvor godt
at mindes sligt blandt alt det store!
4. Kanske er æblerne her lidt små,
kanske en lille kjende sure,
men rugen knejser så højt på strå
og skjæpper godt bag lave mure.
Ved davren faar du ej mange ord,
man gemmer skjæmten til nadverbord.
En dugfaldsstund fra dalens bund
her raktes mig min hyrdefløjte.
5. Har Aakjær strøget sin tunge le
og grebet bredt de krumme knage,
Du Mand fra staden, kom ud og se,
hvor lange trin en knøs kan tage,
hvor neget bindes med lette bånd
af Aakjærpigens adrætte hånd;
Hun svigter ej, men følger dig,
din hjælp i høst, din glut i dansen.
6. Omkring dig kredser i sten og jern
den vide verdens landeveje,
men set af ingen din arbejdskværn
du måtte bravt i skyggen dreje.
Så lev da stedse her i din dal
med hedelærker for nattergal,
og stak dit hø ved å og sø
i denne krans af disblå banker.
8. MOR VED BRØNDEN
Jeppe Aakjær / Bente Kure (både melodi og tekstredigering)
Min mor var bleven gammel, dog endnu mere svag
Langs stuens lange skammel hun listed hen sin dag
Derude lyste våren på pilens lådne gren
mens stæren sad og basked på brøndens vippesten
Men mor så tungt mod dagen og den glinsende stær
Den vår blev ikke hendes - det følte hun her!
Da fødtes en beslutning i hjertets dybe grund
I hendes tunge øjne, den glimted en stund
"Åh, daj mig ud til brønden! Kom, dreng, giv mig din hånd!"
hun ivred af sin vante, beslutsomme ånd
Jeg tænkte vel hun droges af den samme urtidskraft
som væld og klare kilder til hver en tid har haft
Det lidende og syge vil stå en fattig stund
og dulmes ved det, som er rent og friskt og sundt
Og duerne på taget som trukne på en snor
de svang sig ud i luften til ære for 'vor mor'
Men moders blik var sløvet af syge nætters ve
Der var kun et, kun brønden, hun higed mod at se
Vel sligt kan tykkes mange kun småt og ingenting
men denne brønd var centrum hvor hendes liv var ring
Sin tynde hånd hun rakte ud mod dens ramme grå
hun kunne lige magte at lægge den derpå
Af feber halvt forvirret den gamle keg derned
Det var som om hun stirred dybt ind i evighed
Al hendes sorg og kvide - hver bitter vemodsstund
alt hvad en sjæl må lide så op fra brøndens bund
Al slægtens gråd og klage af kvinde som af mand
dens uråd - år tilbage - hun læste det her i vand
De talte længe sammen det stumme øjensprog
der tænder hjerteflammen før både mund og bog
Oh ja, de talte sammen om lykkesavn og synd
mens tåren regned ringe i hendes skæbnebrønd
Og lærkesangen skingred ind gennem port og gård
mens forårsvinden fingred ved moders isgrå hår
Men ej hun agted sangen - ej vindens varme sug
et strejfblik over vangen, der lå så grøn med rug
Så vendte hun våren ryggen med alt den bar i sit skød
Gik ind og ordned sin bryggen og alt til en hedelig død
9b. Optimisme
(Jeg fandt grønt)
Jeppe Aakjær / Ole Bundgaard
Jeg fandt grønt på den ødeste tue
Jeg så knop på den tørreste kvist
- oh, hver sjæl har sin brændende lue
som hver sten har sin springende gnist.
10. MAANEN KYSSER RUGNEGET
Jeppe Aakjær, 28.Jun.1905 / Bente Kure 2007
Du smaa, du smaa, du søde smaa,
jeg kysser dig fra Top til Taa!
"Fra Top til Taa? Jasaa ! Lad gaa!
lad Kysset gaa fra Top til Taa
og om igjen og ned og op
fra Negets Taa til Axets Top.
Men stop, o stop! Der sprang en Strop!"
Nej! nu gaar Rimet i Galop!
Taa og Top, Kysgalop,
Stropper ned og Bændler op!
Hvad staar dér? En Barm i Knop!
og hist nede: Knæ i Hop!
Knæ og Knop, Rosers Hop,
hvide Liljer ned og op!
/:"Elsk mig! Tag mig! Tavl og Top!":/
Du smaa, du smaa, du søde smaa,
jeg kysser dig fra Top til Taa!
Hvad staar dér? En Barm i Knop!
og hist nede: Knæ i Hop!
om igjen og ned og op
fra Negets Taa til Axets Top
"Elsk mig! Tag mig! Tavl og Top!
Ja - nu gik Rimet i……………Galop!
11 March från Munga (instrumental)
(Trad. efter Kenny Håkansson)
12. Majnat
Jeppe Aakjær / Aksel Agerby
Når vildgåsen larmer Valborgnat
hvem lægger sig da til at sove
Da vandrer man ensomt med dug på hat
langs fjord og langs knoppede skove
Derude stråler en stjerne så stor
at helt den fylder mit øje
den samme stjerne forvist jeg tror
jeg så over barndommens høje
Og vibeskriget rækker så langt
dog længere længslerne rækker
Hvor bliver ens hjerte bitterlig trangt
når klyden i Majnatten trækker
Det pipper i mos og pibler i græs
det sprætter i hældende kroner
der kommer en duft fra det yderste næs
af tusinde små anemoner
Så ensomt bræger det spæde lam
på bakken langt i det fjerne
og frøerne kvækker fra pyt og dam
som sang det fra stjerne til stje-e-erne
13. Den Gud jeg beder til i løn
Jeppe Aakjær, nov.1895 / Bente Kure, 2007
Den Gud jeg beder til i løn som ej i himle bor
han elsker mer én tænkende end tusinder som tror
Hvor offerflammens fede røg fra stenen lang og ru
besudler himlens klare blå
- da flyr han fra med gru
Hvor præstehånden ringbesat slår ned i prædikestol
jeg fandt ham ikke, men så tit i aftnens milde sol
Når dagens sidste fakkelblink belyste fjord og vig
bag kobberrøde skyers rand
- jeg så hans kjortelflig
Og dette milde varme pust jeg følte mod min kind
Se, det var Gudens åndedræt - og ikke nattens vind
Hans kirke spænder ud sit telt med stjerner himlen rundt
Den brede jord er nadverbord
- og havet døbefont
Og så jeg fra den høje bro dybt i den dunkle å
jeg så hans åsyns milde træk blandt bundens stene stå
Og gik jeg i den tavse skov omkring i månens skær
jeg følte i den mindste ting
at Guden var mig nær
Hans stemme lød i bækkens sang - i agerhønens kluk
I musens pip på grøftekant - i andetrækkets suk
Og dette brede himmelhvælv såvel som mindste dam
Den tavse skov - det vide hav
- ALT det er fyldt af ham
Dybt bøjer jeg mit knæ for ham tæt ind ved havets bred
og be'r af alt mit unge mod hér midt i nattens fred
Og styrket styrer jeg min vej og følger kaldets bud
i aldrig rokket tro på dig
- Naturens stærke Gud
14. KARLSVOGNEN
Jeppe Aakjær / Bente Kure
I det vældige rum hvor kloderne svæver
og drager som flager af mulm og af lys
og hvor stjernernes tusinder flimrer og bæver
under Almagtens pust og det eviges gys
I det tavshedens dyb er du sat til at vandre
med din knækkede stang omkring Nordboens Pol;
og når jordbuens skygger har taget de andre
står du lige ukuet - syvstjernede sol!
Jeg har talt dine hjul før jeg knapt kunne stave
jeg har ridset dit billed i rudernes rim
jeg har set dig så stor over sneede grave
men så bleg når det gjæred i vårnattens kim.
Lå jeg skræmt i drømme om farer derude
og jeg løfted fra puden min brændende kind
stod du tindrende tavs i min øverste rude
og gød lysende fred i mit barnlige sind
Du har fulgt mine fjed på den drømmende hede
hvor i dalen jeg søgte det vildfarne lam
Når bekymret jeg standsede - træt af at lede
stod dit billed og skjalv i den porskranste dam
Når det braged om natten i isgangens panser
mens Nordlyset drev sin fortryllende leg
og din vogn blev beskudt af forsølvede lanser
stod jeg hos far ved gavlen og stirrede bleg
Du har tryllet mit sind så jeg knap kunne sove
når du spejled din pragt i den mørknende fjord
Du har båret min drøm gennem slumrende skove
med dit funklende hjul og din stjært imod nord
Når det lyste bar krat af den segl-tynde måne
og det suste så sagte i midnattens siv
har jeg skimtet dit hjul bag den vigende blåne
med en skælvende arm om den elskedes liv
Du har løftet min sjæl mod det eviges vrimmel
når jeg stirrende stod på den natvåde toft
og min søgende tanke omsvirrede svimmel
som et useligt møl under sjernernes loft
Og da den urfødte mand havde hvælvet sin hytte
stod du lysende højt for hans skinddækte dør
og hans slægt vil du se - som udslettelsens bytte
thi for dig er årtusind som hug gennem rør
Se, du løfter din lygte i lidelsens nætter
- de døende slægter du lyser på vej
Når min kvæld stunder til og skyggerne tætter
- lad mig lukke mit blik om en stråle fra dig