TEKSTER:
Snebær
1. Djævelens ni spørgsmål
(Gådevisen) Trad.
Og hør nu Svend nordmand hvad jeg vil sige dig
Ni spørgsmål dem skal du nu her besvare mig
Og enten skal du døden modtage
eller det skal gå dig vel i dine dage
Så sig mig hvad er vel det rundeste hjul
hvorunder der lurer mangen farer i skjul?
Og hvad skinner hvidere end svanen?
Og hvad råber højere end tranen?
Jo, solen den er vel det rundeste hjul
hvorunder der lurer mangen farer i skjul
Og månen skinner hvidere end svanen
Og tordnen råber højere end tranen
Og sig mig hvad er vel den stærkeste bro
hvorunder står fiskene så herligt udi flod?
Og hvad giver jorden sit klæde?
Og hvor finder død mand sit sæde?
Ja, isen den er vel den stærkeste bro
hvorunder står fiskene så herligt udi flod
Og sneen giver jorden sit klæde
I graven finder død mand sit sæde
Og hvad er vel mørkere end natten den grå?
Og hvad slår vel stærkere end lærkevinger små?
Og hvorhen går vejen den brede
som menneskene vandrer af med glæde?
Ja, tankerne er mørkere end natten den grå
men hjertet slår stærkere end lærkevinger små
Til Helvede går vejen den brede
som menneskene vandrer af med glæde
Og hør nu Svend Nordmand hvad jeg vil sige dig
Ni spørgsmål dem har du nu her besvaret mig
Så du skal ikke døden modtage
Nej, det skal gå dig vel i dine dage
2. Hr. Peders Sørejse
Trad.
Hr. Peder han går i sit eget kammer ind
For at krølle og kruse sit hår
Omsider da går han til sin oldemor ind
For at høre hvad død han skulle få
Og ej skal du dø i din seng eller på fjeld
Ej heller skal du dø ud i krig
Men vogt dig, ja vogt dig for bølgen den blå
For den vil vist forkorte dit liv
Så bygged han et skib ud af hvalfiskens ben
Med stavn og med mast ligeså
Men vimpelen skal være af det rødeste guld
Og sejlene så hvide som sne
Men da de havde sejlet en 3 - 400 mil,
Så begyndte skibet at stå
Så bad de til vor fader, vor Gud i himmelen
Om hjælpen de snart måtte få
Vor gamle kaptajn, den forstandelige mand
Han talte forstandelige ord
Han sagde "Lad os kaste guldterningen om bord
Og se hvem den største synd har gjort"
Tre gange guldterningen på tavlebordet randt
ud iblandt de søvalgte folk
Den første gang, den anden gang, den tredie ligeså
den terning for Hr. Peder faldt
"Skal jeg nu fortælle jer med sorg og besvær,
Hvor stor en synd jeg har gjort,
3 klostre har jeg røvet , en kirke har jeg brændt
18 piger har jeg elsket og forglemt "
"Hvis nogen af jer komme levende i land
Og min moder hun spø'r efter mig,
Så sig da til hende at jeg sidder i Amsterdam
Og jeg drikker af det rødeste vin"
"Hvis nogen af jer komme levende i land
Og min kæreste spø'r efter mig,
Så sig da til hende at jeg ligger på havets bund
Og bed hende gifte sig snart
Så tog de hr. Peder i hans guldlokked hår
Og svang ham ud over bord
/:Da Peder sank begyndte skibet at gå
Og veje på bølgerne blå:/
3. Min lille bylt
Bente Kure
Som to små dyr uden vinterpels
i en råkold og blæsende nat
med sjælen slidt af for mange der misforstod
og angsten for igen at bli' forladt
fandt dine øjne frem til mine og brændte sig vej
igennem alle mine barikader
og fornuften sagde nej, men længslen var for stor
så min barnetro krøb frem fra sit skjul
Og du viste mig på himlens bue flere stjerneskud
og jeg fandt et par blomster til dig
Dine ord og dine hænder lukked mine døre op
og de hårde sten du mødte på din vej
dem kyssed du så de blev til det blødeste muld
af den slags man bruger til roser.
Og al den varme virked som kunstigt åndedræt
på det som var dødt indeni.
Og da du sådan næsten uden at ane det
kom ind i de lukkede rum
så ville jeg håbe at du ikke overså
en lille bylt som lå kold og stum.
Det var min knuste kærlighed, den blødte stadig lidt
og den var egentlig ikke klar til lys endnu.
Den var faldet helt deroppe fra hvor luften den er tynd
og en masse indeni var gået itu.
Og ser du nu er der en ting jeg godt vil ha' dig til
selvom jeg ved at det kan være svært.
Jeg spørger dig fordi du sagde du pluds'lig elsked mig
og mistro har jeg endnu ikke lært.
Jeg vil be' dig ta' min lille bylt, bær den forsigtigt ud
og læg den i læ i solens varme
for jeg elsker deb så højt og er bange den skal dø
og måske, ja, hvem ved, de ku' jo ske den fandt en plads hos dig.
4. Jomfruens syv brødre
Trad.
Det var en lørdag morgen før klokken den slog to
at lærken lod sin stemme høre
Den ridder han rejste sig frejdig og fro
og lod sig i klæderne føre
Så red han over bjerge så red han gennem dal
Så red han gennem skoven den brede
Der mødte han skønjomfruens brødre alle syv
Og alle var de raske og rede
Hvis I har ventet efter mig så lang en stund
og gerne ville have mig i tale
Ja, så har jeg været i den røde rosenlund
at jage efter vilde små harer
Nej, du har ikke været i den røde rosenlund
at jage efter vilde små harer
Nej, du har sover hos vor søster i nat
Og har ikke spurgt os til råde
Ja, hvis jeg har sovet hos jer søster i nat
og ikke spurgt jer til råde
Så har hendes vilje været lisså god som min
Og hvad har I dertil at svare
At enten skal du stande eller også skal du fly
Eller og skal du skoven hænges
Eller og at du skal lade dit unge liv og blod
og kæmpe hér med os helt alene
Så blev der i skoven så blodigt en strid
imellem de syv og den ene
Ihjel slog han jomfruens brødre alle syv
Og stod der til sidst helt alene
Men riderens skønjomfru hun sagde disse ord
Jeg ser på dine hænder blodrøde
at du har slagen mine brødre alle syv
Og lagt deres unge liv øde
Men der stander syv liljer udi min faders gård
Imellem dem står rosen den røde
Lad liljerne visne blot rosen jeg får
Jeg sørger mig ikke til døde
5. De to kongebørn
Trad.
Der var to ædle kongebørn
De gav hinanden deres tro.
Tilsammen da ville de leve.
Tilsammen der ville de bo.
Men hvor skal jeg komme til dig
henover det brusende hav.
Der er så mange bølger blå
som let kan blive min grav.
Kast du dig ud på dit hvide bryst
og svøm herover til mig
så tænder jeg de lamper ni
som skal lyse op for dig.
Men udenfor stod en skinsyg kvinde
som hørte hvad der blev sagt i løn
Hun slukkede de lamper ni
som stod for den kongesøn
Alene gik den stolte jomfru
ned til det brusende vand.
Der mødte hende en fisker.
Han kom sejlende mod land
Og hør du min gode fisker
hvis du fisker for guldet så rødt
så fisk mig op den kongesøn
som drukned alt ud i vor sø
Ja, fisked det har jeg den ganske nat
og intet har jeg fået
undtagen en lille kongesøn.
Han ligger her bag i min båd
Så tog hun op den kongesøn
og kyssed ham på hans mund
og så for de begge den trange vej
der førte til havets bund.
6. Liden Kirsten
Joh.Louis Heiberg / Bente Kure
De bølger de rulle så tungt afsted
Liden Kirsten hun stander ved havets bred
Hun stirrer så dybt i bølgen blå
for at se hvad aldrig førhen hun så
:/alt i de kølige bølger/:
Ak, var det dog sandt hvad min fader har sagt
Der lever i havet en ukendt magt
De bygge og bo på den dybe grund
Der leve så trygt de på havets bund
:/alt i de kølige bølger/:
Om end den havmand så meget ved
da kender han også til kærlighed
Da har han sagtens elsket engang
og stiller sin længsel ved harpens klang
:/alt i de kølige bølger/:
Du havmand, vær mig så god og huld
Jeg bliver, jeg bliver så længselsfuld
Mit hjerte føler en ukendt ild
Den brænder så stærkt, jeg slukke den vil
:/alt i de kølige bølger/:
Liden Kirsten hun synker på havets bund
men Havmanden kysser den rosenmund.
Han åbner hende sin våde favn.
Hun hvisker sagte sin frelsers navn
Alt i de kølige bølger x5
7. Styrke Svaghed
Bente Kure
Min styrke det er min svaghed
Min styrke det er min gråd
min styrke det er mine udbrud og mit raseri
men jeg ved godt hvorfor og hvornår
min styrke det er min svaghed
Men min svaghed det er min styrke
min svaghed det er at de tror
jeg er stærk, usårlig og kløgtig
jeg kan klare mig selv
behøver ingen beskyttelse
står ene fri og frank
min svaghed det er min styrke
Blomsten har lange rødder
søger selv sin næring i sorten muld
Blomsten har smukke farver
og grønne blade – men kun fordi der er en sol
Gi mig et bånd med løse knuder
gi mig et fængsel med åben dør
gi mig en chance til at vælge
uden at miste alt
Gi mig et knus når jeg græder
og grin med mig midt i glæden
jeg er kvinde – stærk og svag
8. Pigen fra Viksø
Trad.
I Viksø hos en købmand der tjente et år
en pige, åh ja, der så ene hun var
og det var jo rigtig underligt hun turde
den grusomste gerning hun gjorde.
En aften så silde i skønneste kvæld
hun fødte sig to sønner - tog livet af dem selv
og det var rigtig underligt hun turde
den grusomste gerning hun gjorde
Hun svøbte dem ind i det hvideste lin
så kasted hun dem ud i striden strøm
og hun troede at ingen var som så det
derfor så tog hun livet af dem begge.
Men hendes broder han stod ej ret langt der borte fra
og han så at hun kasted dem ud i striden strøm
For at fri og frelse hende fra det onde
så gik han op og meldte det for kongen
Hendes moder hun købte en sølvkande fin
med fire forgyldte bogstaver deri
og den fyldte hun med blanke sølvrigsdaler
til kongen for sin datter at betale
"I troede I ku købe mit unge liv igen
I troede I ku købe mit unge liv og blod
Nej, mit unge liv for penge aldrig mere
Gud hjælpe mig armeste pige!
I morgen da fylder jeg mit attende år
så skal I få at se hvor mit bryllup skal stå
ja, så skal I se mit unge blod at rinde
som om det var de blodrøde strømme!"
Den dag hun så kom dér for rigsrådet frem
og adel og bødler der kom frem
Da så de hendes unge blod at rinde
som om det var de blodrøde strømme
Hun talede til store, hun talede til små
Hun talte til de piger som om hende stå
"Nej, lad ingen falske karle jer bedrage
Da får i sorg i alle jeres dage!"
9. SNEBÆR
Tekst: Lene Malmstrøm / Musik: Bente Kure
Du har altid for travlt til at vente
Din kalender er malet sort af pligt
Og du flygter fra skovenes stilhed
Finder aldrig ind til pulsen i et digt
Men der kan ikke vokse snebær midt i vreden
Der kan ikke vokse lyng langs dine savn
Du må vælge en vej ind til glæden
ja, du må selv gi' nætterne navn
Der er altid uro i dit mørke
altid undergang og død i din frygt
Alligevel skal truslen helst vær' til
som var det farligt at gøre livet trygt
Men der kan ikke vokse snebær …. osv
Du har altid planer for din dag
Du ka' aldrig bare la' den gro i fred
Tror måske at hvis du slap kontrollen
ville jorden dø og livet gå i skred
Men der kan ikke vokse snebær …. osv
Du vil altid være den der styrer
men du lukker kun døren op på klem
Tror at ingen vil være der hvor du er
men det er altid dig der går fra dem
Men der kan ikke vokse snebær …. osv
10. Det er i dag et solskinsvejr
Tekst: Ludvig Holstein / Musik: Poul Shierbeck
Det er i dag et vejr, et solskinsvejr
Åh, søde vår, så er du atter nær
Nu vil jeg glemme rent at det var vinter
Nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til én som jeg har kær
Hun købte af de hvide og de blå
Hun købte af de smukkeste hun så
Det er i dag et vejt og solen skinner
og om mig svæver lutter lyse minder
Dem ta´r jeg med til den jeg tænker på
Og de kom svævende i ring og rad
Hun gik imellem dem og var så glad
Det er i dag et solskin uden mage
og jeg her solskin nok til mange dage
og jeg må kysse hvert et lille blad
Hun kyssede dem alle hver især
Hun bragte dem til den hun havde kær
Min ven, her kommer jeg med hyacinter
Min ven, nu glemmer vi at det var vinter
Det er idag et vejr, et solskinsvejr
11. JEG ER SIGØJNER
Trad
Solen går ned i et flammende skær
Tanken går hjem til min hjertenskær
Bort fra det barske og blæsende nord
til det solrige Spanien og mor
Jeg er sigøjner og hedt er mit blod
nede i Spanien min vugge stod
der har jeg drømt under sollyse træer
at min elskede var mig så nær
Vi er et folk uden blivende sted
os er der ingen der regner med
Dog er vi mennesker ligesom I
vi er stolte og glade og fri
Solen er borte min dag er forbi
skumringen øver sit trylleri
syng lille pige om elskov og had
syng om Spanien det gør mig så glad
Nu vil jeg drømme ved flammernes skær
drømme min elskede er mig så nær
spil lille guitar for nu er vi to
du skal spille os begge til ro
12. Hans Nielsens får
Trad.
Jeg lukte op min kiste hvor mine klæder lå C
tog mine nye bukser med stikke-lommer på
min grønne modefrakke, min pæne fløjelsvest
så havde jeg mig pyntet, alt som jeg kunne bedst
Så så jeg mig i spejlet, jeg synes jeg var pæn
Så gik jeg hen at bejle til min allerbedste ven
Det var Hans Nielsens Sidse, for hun var køn og rig
så synes jeg det passede ret godt om hun fik mig
Hans Nielsen var ej hjemme, da jeg til Gården kom
men Sidse ene hjemme, det synes jeg skam om
"God aften, lille Sidse", "God aften store Per"
Så smilede i skægget hun, den poliske mær!
"Hør er Hans Nielsen hjemme, jeg tale skal med ham
jeg ville gerne købe et tillægs-gimmerlam"
"Min far er ikke hjemme, men vil du følge med
så kan du se på lammene og give mig besked"
Så fulgtes vi da sammen i fårefolden ind
der skulle jeg probere min søde Sidses sind
"Jeg vil slet ikke købe din faders gimmerlam
jeg vil kun dig begære til ægteviv af ham"
"Jeg trænger ej til penge, grundmuret er min gård
af uldent og af linned de kister fulde står
Jeg trænger til en kone, du ene står mig an
du kan godt være tjent med at tage mig til mand"
"Ja til de fulde kister er godt at drage ind"
så talede min Sidse med smil på mund og kind
"og det er godt at bo i en gård af brændte sten
men – det er dog forbandet Per, med dine skæve ben"
Så sprang jeg ud af folden, jeg havde fået nok
Bagefter mig så brægede den hele fåreflok
Hvad nytter det at bo i en gård af brændte sten
når piger ej kan lide de folk med skæve ben
Der er så mange karle, på lige ben de gå
men ikke én iblandt dem, som skønner ret derpå
Nej, snart kan jeg ej glemme al denne tort og skam
nu skal jeg nok mig vogte for disse gimmerlam!
- der er så mange piger på skæve ben de gå
men man kan ikke se det for de har skørter på!
13. Koen Maren
Fra en revy - autor ukendt
Første præmie-ko i stalden
først med mælken og først med kal'en
altid glad og velfornøjet
når melassen hun fordøjed'
Glad ved livet og glad ved føden
Største fedtprocent i fløden
Nummer et af hele skaren
ja, sådan var hun, den skjønne Maren
Hendes gang var ej gesvindig
Hun var ikke spor letsindig
Ak men alle kan vi fejle
Der en dag var spildt lidt ajle
Kloven ned i pytten fik
og et fejltrin der begik hun
Sådan gik'ed og sådan går'ed
Maren dratted' og brækked' låret!
Ak det var en skidt manøvre
der blev sorg i Smørumøvre
Skulle Maren virk'lig slagtes
Knap det over hjertet bragtes
Da hun ikke kunne traske
på de tre ben som var raske
blev hun kørt i søndagsgiggen
ned på veterinær-klinikken
Stakkels høved - dybt bedrøvet
Hun blev tåregas-bedøvet!
Men da hun atter åbned' øjet
blev hun strålende fornøjet
Thi det ben som var læsion i
bytted var med et mahogni
som var taget fra professor
Mørkebergs divanes'ser
Der blev fryd i Smørumøvre
Der blev udlagt røde løw're
Da sit indtog Maren fejred
blev hun med spørgsmål dér belejret
Alle derom sig forene
at de synes godt om benet
Tyren fandt at det var nyd'ligt
Ja, det brølte han ganske tyd'ligt!
Maren er nu byens største
attraktion og med møbelbørste
benet blankes og desuden
så bli'r det tør't med støvekluden
Maren malkes og får kal'le
og et træben det har de alle!
Hornene, ja, ded er far'ens
Ja, men træbenet ded er Marens!!
14. En yndig og frydefuld sommertid
Trad.
En yndig og frydefuld sommertid i al sin herlighed
Den glæder og trøster så mangen én alt ved Guds kærlighed
Den fører blomsterskaren frem
og rosen rød, så dejlig og sød
Den ser du da igen
Blandt alle disse blomster ved jeg én - en rose for dem alle
udsprungen af en dejlig gren udaf en yndig stamme
Vel er der mange smukke til
men jeg for sandhed sige vil
han overgår dem alle
Går jeg om dagen ud eller ind i hvor det være må
da er du stedse i mit sind - om natten ligeså
Og når jeg sover sødeligt
om dig jeg drømmer lykkeligt
ret som du hos mig var
15. Jeg gik mig ud en sommerdag at høre
Grundtvig, 1847 - Svensk folkemelodi, 1600-tallet
Jeg gik mig ud en sommerdag at høre
fuglesang, som hjertet kunne røre,
i de dybe dale, mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.
Der sad en lille fugl i bøgelunden,
sødt den sang i sommer-aftenstunden,
i de grønne sale, mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.
Den sang så sødt om dejligst vang og vænge,
hvor kærminder gro, som græs i enge,
i de grønne sale....osv
Den sang om alt, hvad det er lyst at høre,
allerhelst, hvad hjertet dybt kan røre,
i de grønne sale....osv
Den sang som talt ud af mit eget hjerte,
toner gav den al min fryd og smerte,
i de grønne sale....osv
Da nynned jeg så småt i aftenstunden:
Flyv, Guldtop! flyv rundt i bøgelunden,
i de grønne sale....osv
16. Oh, hjælp mig Madonna
Trad.
Oh, hjælp mig Madonna, du hellige mø
og kan du det ikke, så hjælp mig at dø
hans blik var en sol til at vågne ved
hans ord var et nyn om kærlighed
Han kom til min dør, så ung og så rank
han rakte mig en sølvpil så måneskinsblank
han plukked alle blomster som i havegærdet står
dem satte han i mit vindue, dem fletted han i mit hår
Men i søndags ved vigen i fuldmånens glans
jeg så ham med en anden og de gik til dans
og ham der aldrig deltog i unge pigers leg
og ham der aldrig dansed med andre end mig
Hører du Madonna i kærternes skær
mig gik han forbi og fik hende så kær
Da greb jeg min sølvpil med en underlig lyst
at jage den ville jeg i hans troløse bryst
Hellige Madonna med de himmelske blikke
jeg ville ham dræbe, men jeg kunne det ikke
nu ligger min sølvpil på dybeste brønd
og dybt i mit hjerte det sukker i løn
Tre gange har jeg nu stængt ham min dør
dog elsker jeg ham lisså højt som før
oh, send ham endnu blot en eneste gang
da ved jeg nok to, der vil mødes i sang
Og alle røde roser som over gærdet står
dem vil jeg dig bringe og slå om dit hår
:/ Ja, søde Madonna med de himmelske blikke
Oh - hvisk ham i øret, jeg mente det ikke /:
17. Marken er mejet
Trad.
Marken er mejet og høet er høstet
Kornet er i laderne og høet står i hæs
Frugten er plukket og træet er rystet
og nu går det hjemad med det allersidste læs
:/ Rev vi marken let - Det er gammel ret
Fuglen og den fattige skal også være mæt /:
Loen vi pynter med blomster og blade
Vi har georginer og bonderoser nok
Børnene danser allerede så glade
Alle vore piger står nu ventende i flok
:/ Bind så korn i krans - hurra! hér til lands
sluttes altid høsten med et gilde og en dans! /:
18. Røde Anna
Trad. - OBS Alle vers er bygget op som første vers
Jeg er en simpel bondepige
- og didlumdi og didlumdej
min far var ikke af de rige
- og didlumdi og didlumdej
Røden guld har jeg aldrig båret
nej, alt det røde fik jeg i håret
en rød paryk blev mig beskåret
- og didlumdi og didlumdej
Og alle byens piger grined'
De sagde: Du er vist svært forfinet
du er jo rød som en ræv i ho'det
og falskhed stikker dig nok i blodet
jeg lo og græd og jeg tog imod'et
Og alle karlene derhjemme
de sagde: hille dog den slemme
du er jo vreden, du er jo sveden
du har vidst været for tæt på heden
og lagt på essen ned' hos smeden
Og de blev gift og de fik gårde
og mig vil ingen af dem kåre
men som de skændtes og som de rendte
så lidt utroskab jo osse hændte
skønt deres hår ej til det røde vendte
Men så kom grevens søn til byen
Han lå som officer på Fyen
og da han så mig han til mig sagde:
Dit røde hår skal dig ej foragte
som du jo med dig fra fødslen bragte
Da de har ladet dig stå alene
så ta'r jeg dig for så skal jeg mene
når de fæ ej dit hår tør røre
så kan jeg dristigt i byen køre
for så vil ingen jo dig forføre
For jeg er skinsyg skal jeg sige
og derfor vil jeg ha' en pige
helt for mig selv, ja en rigtig kærlig
og tænk han elsker mig så gefærlig
at jeg for ham er uundværlig
Og når engang han så bli'r greve
så skal i se hvor vi skal leve
Det røde hår skjules af moneten
jeg kigger nådigt ud-af kareten
på dem, der ville gi' mig beten
Og ser I, godtfolk, sådan går'ed
det kommer slet ikke an på håret
I gjorde nar, men i skal nok finde
at mens I sidder i armod inde
blev Røde Anna gjort til grevinde
19. Det lysner over agres felt
Tekst: Ludvig Holstein / Musik: Poul Shierbeck
Det lysner over agres felt
hvor sløve plovspand kravle
Det sortner over Storebælt
med sol på kirkegavle
Velkommen i vor grønsværstol
blandt grøftens brombærranker
Åh, det gør godt at slikke sol
igen på disse banker
Vel rækker høstens solskin kort
men rønnens bær står røde
Alléens linde blegne bort
men vildvinsranker gløde
Vel ræk mig da, oh, efterår
en gravensten som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager
Og bag mig, sol, og blød mig, regn
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombærhegn
med plovmuld under fødder
Og det er al den jord jeg har
og alt hvad jeg begærer
Jeg håber det går an jeg ta'r
hvad mine såler bærer