0033a Kirkekoncerter1

Kirkekoncert

Når Bente og Leif spiller kirkekoncerter, er både repertoire og fremførelse som vi kender det fra spillestederne og foreningerne – fuld af nerve, varme, intensitet og noget på hjerte. (Læs mere under “Tænd Lyset!” og “Julekoncerter”)

Men hér gør de noget særligt ud af at relatere sangene, musikken og ikke mindst de mellemliggende kommentarer til det kirkerum, de befinder sig i. Det gælder, hvad enten der er tale om jule-, forårs-, sommer- eller efterårskoncert. Eller hvor på året og i livet, vi nu befinder os.

Og så skal Leif altid lige vise, at han med sin harmonika kan gøre organisten kunsten efter! 😊

I en verden, hvor medierne får os til at tro at dommedag er nær, står Bente og Leif stadig for et positivt livssyn uden at forfalde til hverken at blive lalleglade eller ligeglade. Og mere professionelle end nogensinde leverer de den helt rigtige blanding af humor og alvor – nyt og velkendt ved deres altid meget stemningsfulde kirkekoncerter.

Anmelderne om kirkekoncerten:

Kirken var propfuld af et forventningsfuldt publikum, der bestemt fik opfyldt, hvad de kom for. Nemlig en stemningsfuld og meget smuk koncert med en lang række dejlige viser. En koncert der også var præget af, at de to engagerede og dygtige musikere, havde markante holdninger til livet og verden, og alligevel med mange humoristiske indslag formåede at få alvoren til lette, så publikum gik opløftede og berigede hjem. Bestemt en dejlig koncert, der passer godt til kirkerummet.
Julia Helgason, organist, og Aksel Skjoldan, Dåstrup kirke

På en kold januaraften og med udgangspunkt i budskabet om næstekærlighed, flettede de to musikere en smuk buket af viser, som hver på deres måde fortolkede budskabet. Herinde i kirkerummet, som dannede en fornem lydramme om koncerten, fik vi varmen i både krop og sjæl, dels fra viserne, smukt og stærkt sunget af Bente Kure, og med medfølelse og indlevelse fornemt akkompagneret af Leif Ernstsen, og dels fra de meget vedkommende og livsnære kommentarer, som ledsagede de forskellige sange og viser. Med dyb respekt for det særlige rum, førte de to publikum igennem en sangskat af både kendte og egne kompositioner, og det blev for os alle en uforglemmelig aften.
Ole Juul, sognepræst, Ødum Kirke

Billedet “Klitter i siluhet” øverst til venstre er malet af Bente. Se mange flere malerier under “Bente Kure/ kunstgalleri”