Julekvælds fredsbøn
Tekst: Jeppe Aakjær, 15.aug.1921/ Musik: Bente Kure 2015

Giv mig barnets julevejr! Dèr det altid lyer og læer,
mens vi andre tit med klage pudse må vor julestage
ren for sorgens tåreplet.
Nordenvind med julesne fyger hjertet fuldt af ve.
Hvert et suk og hver en tåre, fældet ved en elsket båre,
kvælder op med jul påny.

Vig dog ikke af min vej, skønne stund! Jeg elsker dig,
når du kommer, o, så stille, så det brister som en kilde
selv i sjæle vissengrå.
Smyk med fred min fjendes hus. Fyld den sultnes fad og krus.
Sidder én forsagt og ene under tyngslens askegrene,
løft hans åsyn mod din glans.

Går en nidding dig forbi, led ham ind på bravheds sti.
Sluk, ja, sluk, om du det mægter, hadets brand i jordens slægter,
før den brænder verden op.
Thi vor jord er bleven ond, blodet bulper af dens bund.
Fredens navn kan ingen stave, voldets træl og hadets slave
danser på din broders grav.

Om den julekvæld var nær, da der ej gik hær mod hær,
da ej solen skulle synke over denne kainsrynke
på din pande, broder min!
Vemodsdybe alvorsstund! Bær dit kys imod min mund!
Kan jeg ej min tåre tvinge, rør mig med din englevinge,
før til Gud du atter flyr.
__________________________________________________________________

Aakjær-Jul
Tekst: Jeppe Aakjær, 15.maj 1906/ Musik: Bente Kure 2015

Den gamle skorsten hælder slemt
men se, hvor tæt den ryger,
mens nordensne til klokkeklemt
lavt over marken stryger.
Det puster tungt om bondens gård
og spreder kavringsduften,
der ud af alle sprækker står
og blander sig med luften.

Og bondens kone går så trind
bag blommede gardiner
og bærer fadet ud og ind
med højtidsfulde miner.
Og bonden sidder bred på bænk
og lar sig maden smage
og byder tyendet en skænk
og barnet julekage.

Ja, julen er den fagre tid,
da alle skel udslettes,
et hvil i årets lange strid,
da alle munde mættes.
Selv tiggersken, det gamle skrog,
med posen over nakken
nys gumlende ad gårde drog
med tunge spor i bakken.

Ja, julen, du er mindets fest,
med lys i blanke stager,
da den, der sad vort hjerte næst,
påny mod porten ager;
da sneens fald mod markens favn
hvert hul i jorden sletter
og tegner julens blide navn
i skovens månepletter.

_________________________________________________________________

En julegæst
Tekst: Jeppe Aakjær, Dec.1910/ Musik: Bente Kure 2015

Han kommer over bakken med rim i sit skæg,
Hans øjne spejder langt mod en hvidkalket væg;
Af prærie‐frosten så ru er hans kind;
Til Danmark er han kommet med juleskibet ind.
Der ligger da på lyngen hans barndoms lykkeslot;
Han husker hver en stolpe! Og taget – hver tot!
”Og hylden ved dammen er altså til endnu.
Vel hælder den en kende, men det gør også du.
At noget så fattigt, så sunken og lav
kan drage dig hjem over land, over hav,
så-du-én kvæld kan glemme det onde på jord
for mindets barnehvisken i stuen hos din mor!”

Han føler under jakken om alting ligger ret;
hans gode dollarsedler – hans ”gaver” – hans portræt.
De stramme træk fortones – hans hjerte må le,
mens støvlen synker dybt i den skrigende sne.
Snart står han ved klinken så myg og så varm,
Hans pelshue skraber mod dørens lave karm,
Solen slænger løkker om hans bøjede ben,
og istappen drypper mod den slidte forstu`sten.
Nu ser han sin mor bag begoniers rad,
Med rynket hånd hun fjerner dens visnede blad,
og katten sidder stribet over ovnen på sin stol,
og hønen går på gulvet, og rokken står i sol.

Ind-stryger han i stuen, så hønen kagler op,
Hans mor af hånden taber en blomstret underkop;
De gamle øjne fyldes fra hjertes dybe grund;
i tyve vintre vented hun efter denne stund.
Nu blir der jul i hytten; ildklemmen laver støj
Skorstenen sender-fra-sig sin fedeste røg;
mens vaffeljernet vendes for ilden så let,
Der skæmtes og frittes i samme åndedræt.
Nyfigen-julespurven ad vinduet titter ind;
så kommer aftenduggen og gør hver rude blind;
Den gamle tænder lyset; dog kun i ryst på ryst;
men sønnen griber hånden i det ømmeste kryst:

”Ja, du er bleven gammel, og jeg er bleven grå,
men det skal i aften vi lidet tænke på.
Før skilte verdenshavet og bange tankers gys;
nu sidder vi og stirrer i det samme julelys.”
Over snelagt hede går lysets blide skær,
henover moser brede – udover våde kær,
og melder om en scene – den skønneste på jord:
I juleaftensmildhed – en hjemvendt hos sin mor!

_________________________________________________________________

Juleaften stemning
December 1910, Jeppe Aakjær

Når sitrer din sjæl som en tonende streng,
og når skinner lysene blidest,
hvornår går du nødigst med sorg til din seng,
hvornår tykkes sneen dig hvidest?
Mon ej, når bag ruden det pyntede træ
og barnet med strålende blik ved dit knæ
fortæller, at nu har vi julen.

Da vugger de tanker som fugle i rør,
mens vildt over mosen det fyger,
og spurvene putter sig ind mod din dør,
for vejrets fortørnede byger;
med krummer og kærner for fuglen du strør,
hvad vindene fryser det hjerterne tør,
den lære vi hented hos julen.

Til daglig vort hjerte af tusinde savn
blev gnavet i mer end i barken,
og ofte du sendte i suk efter havn
din sidste due af arken
men alt, hvad der gjorde dit hjerte fortræd,
det standser i kvæld bag det skærmende led,
der værne for hjemmet og julen.

Derinde du sidder, mens haglene slår;
og hører de hjemlige klokker,
og minderne kommer og minderne går
på julens snepudrede sokker,
og grantræet dufter fra storstuen ind,
og børnene ivrer sig røde om kind
med alt, der skal hænde i julen.

Og frosten nu nærmere gårdene går
og ridser på ruden sit mærke,
og barnet så kært under lysene står,
og salmerne lyder så stærke;
Og fuldmånen rejser i skyer sit slot,
og stjernerne funkler i rødt og blåt, ‐
De stjerner, der altid var julens.
________________________________________________________________

Juleaften
Tekst: Jeppe Aakjær, 24. dec.1902 – Melodi: Hans Eriksson
Indspillet uden vers 4, og vers 6 og 7 er trukket sammen.

Og far går rundt på loen og ryster halm og havrestrå,
han bærer vand til koen og mælk til kalve små;
han stikker hø i fårets hæk og stryger det om kinden,
stryger det om kinden, imens han glider væk.

Og katten står på hjaldet og strækker hals og springer ned
og mjaver lidt i faldet af bare kælenhed;
og hakkelsemaskinens hug de skærer gennem kvælden,
skærer gennem kvælden, som hårde, tunge suk.

Og far han ta´r nu limen og fejer op og rejser vind,
mens sølver‐månestrimen står over tærsklen ind;
han skifter halm i sine sko og sætter pind for døren
sætter pind for døren og skænker kvæget ro.

Så går han hen til hunden, der vogter bønligt på hans færd;
”Hvorfor skal du stå bunden, nu julen er så nær!”
Dens lænke klang mod stenen brat Pasop kan næppe sanse,
den kan næppe sanse, og springer som besat.

Men bag de lave ruder, der vikles dug af manglestok;
på risten stegen spruder, og mor har sat sin rok
og ovnen står på blanke ben. Med sand er gulvet strentet,
sandet det er strentet helt ud på trappens sten.

Så træder ind i stuen besindigt karl og arbejdsmand
og skubber langsomt luen ind over bænkens rand;
De spejder langs det hvide bord og rokker sig til sæde
rokker sig til sæde foruden mange ord.

Mor titter frem bag klinken, af skorstensilden rød om kind.
Far kender hendes blinken og henter flasken ind;
det stemmer alle sind i dur, den klare , gyldne væske,
klar og gylden væske er farvet med ”tinktur.”

”Fik øget nok at æde, og har nu koen ingen savn,
så sæt jer kun til sæde enhver i Jesu navn;
med sulten mund er ingen glad, men der er langt til bunden,
meget langt til bunden i julens sulefad.”

Snart høres skeer klinge, og hvert et sind er mildt og mæt,
og duftens fede ringe omslutter skaren tæt.
Og langs den mørke, våde jord står tusind lys og blamrer
Ja, tusind lys og blamrer fra bønders julebord.

____________________________________________________________________

Julebrev til hjemmet
Tekst: Jeppe Aakjær, 26.dec.1901/ Musik: Bente Kure 2015

Hvor marken standses af frønnet led
og engen er åens næste
der ligger en gård i julefred
Den ville jeg gerne gæste
Og bjælken spænder så tungt i loft
i denne mindernes bolig
Hver mus i halmen, hver spurv på toft
de pipper til mig så fortrolig

Jeg synes de spurve kalder mig hjem
Jeg ser et lys bag en rude
Jeg skimter en dør der åbnes på klem
for én, som altid er ude
Åh. lån mig din vinge, du spurvelil
ej bare din pippen og klage
Da uden tøven med sang jeg vil
mod hjemlandskysterne drage

Vær vakkert hilset, du søskendeflok
i gården hvor dugen nu bredes
hvor faders spade og moders rok
endnu med ærbødighed fredes
Og se jer så frem ad den østre port
og ud af den vestre længe
Da har I et syn så omspændende stort
af åer og agre og enge

Da mindes I alle den sære tid
vi vanked dér, svedig og bøjet
med skovlen på nakken, med hjertet i strid
med udfartslængsler i øjet
Da mindes I også de gamle to
der nu holder jul med hverandre
et sted hvor lykken er mere tro
end hér hvor vi bævende vanker

____________________________________________________________________

Trines Ko
Tekst: Jeppe Aakjær / Musik: Bente Kure 2015

Teksten er indspillet uden vers 7. Org.titlen er ’Juleaftensstemning’

Nu skal du ha’ din havrekærv og jeg skal ha’ min nætter
Lidt lyet vand for gammel tand jeg her i krybben sætter
Brug du så kun din gamle mund
jeg har jo mer i loen
En sådan gæv og yndig stund man sørger først for koen

Du kom her da min mand faldt hen, Gu’ vær’ den synder nådig
Han tured op hver fattig del hvor over vi var rådig
Ved dig jeg kom påny til krylt
Du hjalp mig sgi på fode
så gris blev rund og barnet sund og begge gik til gode

Ja, sønnen måtte hjemmefra, ham har jo verden taget
Nu bor han i Amerika, det går ham godt i faget
Han fik din mælk med fløden på
skønt høk’ren sku’ ha’ haft den
Jeg tror da nok at jeg tør spå der kommer brev i aften

Du gik og gnov bland pors og siv det bedste som du kunne
og hvor du bed du gamle liv, der bed du skam i bunde
så du kom hjem med yv’ret spændt
og aftendug i skægget
Min hånd dig linded strint for strint mens drøwlen du bevæged

Og katten kom i spring derhen og satte sig for døren
til pattens stråle ramte den imellem begge øren
Og duggen faldt på brøndens sten
og på mit hovedklæde
Og katten slikked sine ben for mælkens spildte væde

Ja, være to som dagen lang er i hinandens tanker
gør livets byrde mindre trang selv her blandt hedebanker
Og du skal aldrig lide nød
og stå med sider hule
så længe jeg en skive brød kan række mod din mule

Nu ringer degn til nadverfest, nu falder rim på stene
Og juleklokken høres bedst af den der sidder ene
Nu kommer alle stjerner frem
og frosten gør dem blanke
Det bette barn fra Bethlehem er nu i alles tanke

Lang er den vej og krum den sti der bærer over hede
Gå da min Gud ej dør forbi, find gamle Trines rede
Skjænk livsens brød mig rundelig
Velsign min kærv på loen
Vis dig mod mig miskundelig og gi’ mig kalv i koen!

__________________________________________________________________

Under Aftenstjernen
Tekst: Jeppe Aakjær / Musik: Saxtorph-Mikkelsen

Aftenstjerne – mild som moders øje
står om kvæld du over vestens høje
glimter gennem ruden
ind til barn på puden
ind til hver som ensomt hvisker dér sin aftenbøn
Ingen stjerne skinner
med så blide minder
Ingen gav mit barndomsland en lykkeglans så skøn

Løb som dreng i mulm jeg over heden
Frygted ormeslag og kryb forneden
Trofast i det fjerne
stod du aftenstjerne
blinked ned til blomst der slumred i den lave eng
Lo til mig og spøgte
“Du skal ikke frygte!
Se – jeg holder lygten højt for hver en livskæk dreng

Aftenstjerne, størst når lammet bræger
hvor langs stier tændes lys og væger
under lave tage
medens klydens klage
svinder som en fløjte under mælkevejens bro
Dine stråler røde
er vort første møde
skjared i min piges øje da hun gav sin tro

Tung var stunden da min moder døde
da hun peged over livets øde
op mod dig, der vinked
hendes sjæl og blinked
som så mangen mørkning når hun malked hjemmets ko
Alt hvad lyset måler
samler dine stråler
Elskovsglød og lykkerus som dødens høje ro

End i vest du funkler, Aftenstjerne
ingen jordisk ondskab kan dig fjerne
Krigens blod og dampe
slører knap din lampe
Hadets afsind kan ej stemme dine stråler ned
Nej, mens fryd og kvide
mandens sæd må lide
trøsterigt din stjerne tindrer i al evighed