Digter og forfatter
Bente har skrevet i mange år, og nu udkommer hendes noveller, sange og digte:
• Novellesamling – på vej ultimo marts 2025.
• Sangbog – på vej som netudgivelse.
• Digtsamling – på vej senere i 2025.
"Der er en hund man skal forbi"
…er titlen på Bentes første bog – den, der således udkommer sidst i marts i år.
De 10 noveller og 18 digte kredser alle om barndommen som tema – barndommen set i alt fra treethalvt års højde frem til alderdommens – ja, næsten hen til sidste suk. Det er betragtninger over, hvad der sker i barndommen, som får betydning senere i livet. Nogle gange som udfordringer, der heldigvis kan blive bonus’er, hvis man tør tage armlægningen inde i sig selv med disse hændelser. Både de store og indlysende svære hændelser, men også små og tilsyneladende ubetydelige, når de sker, men som viser sig at følge med som gårdnisser langt gennem livet – lige til man hiver huen af dem.
Novellerne er alt fra fortællinger med udgangspunkt i barndoms erindringer henover refleksioner på rejsen barn-til-voksen, refleksioner i voksenalderen over fortiden og sluttelig helt hen til det lille barn indeni den voksne, som i et eller andet omfang er der helt frem til lukketid for alle.
Digtene er sangtekster, der alle kredser om de samme emner som novellerne. I bogen er de trykt som læsestof – ikke med akkorder og noder, men netop som de digte og fortællinger, de er, og som man kan fordybe sig i. Som sange bliver de fleste af dem i øvrigt indspillet på et album af samme navn, der bliver udgivet samtidig med bogen.
Der er meget stof til eftertanke både i og mellem linjerne. Således er bogen yderst relevant for alle nutidens voksne, der for de flestes vedkommende må erkende, at disse gårdnisser fra barndommens land slet ikke har tabt huerne, men er flyttet med og nu fornøjer sig med at husere, hvor de kan komme til det.